14. feb. 2012

Uren pædagogik Red.: T.A. Rømer, L. Tanggaard & S. Brinkmann Klim 2011

Anmeldelse i 'Uglen' nr. 1 - 2012 - Aalborg Universitet

Da jeg gik i mellemskolen (ca. 1943) havde jeg plads i et ismejeri, som morgenbud. Dengang havde man ikke et arbejde, man havde en plads. "Hvad vil du være?" "Jeg vil gerne have plads hos en tømrer, på kontor, i butik etc." Skolens opgave var, at forberede eleverne til deres kommende pladser i samfundet. Efter 6-7 års skolegang var der adgang til et stort antal af de mange praktiske erhverv, faglærte som ufaglærte. Mellemskole- og realeksamen kunne føre til hvidflippede pladser på kontor, bag disk eller i mere krævende tekniske erhverv. En mindre gruppe kom i gymnasiet og fik studentereksamen, dengang med stor sikkerhed for pladser på toppen af samfundet.

Godt at enhedsskolen fik gjort op med denne præmodellering af elevernes livschancer. Men i takt med samfundets accellererende kompleksitet og voksende uligheder, bliver det mere og mere uklart, hvilken fremtid og hvilken plads eleverne vil og kan få i samfundet. Selv en studentereksamen er ingen garanti idag. Nye uligheder er opstået i kølvandet efter stadigt retnings- og indholdsskiftende skolereformer.

I denne proces er den pædagogik, der lå til grund for skolearbejdet i 'gamle' dage, kommet under pres, er blevet skævvredet. Det sidste hævdes i hvert fald af forfatterne til den antologi, der her er under anmeldelse.

”Indhold, etik og politik er blevet noget, vi alt for nødigt forholder os til i forbindelse med undervisning og pædagogisk forskning” (UP s. 9)

Idag mener, angiveligt, den 'rene' pædagogiks fortalere, at pædagogikken kan regimenteres. Den bør tilrettelægges og udøves indenfor standardiserede rammer, hvis effektivitet fastslås ad videnskabelig vej. Uddannelsernes succes måles med de omstridte PISA-målinger. Andel af folkeskoleelever, som får en ungdomsuddannelse skal øges, stræbemålet er 95%. Færre elever, som behøver specialundervisning. Derfor satser man på metoder og pædagogiske teknikker, som med 'evidens', dvs videnskabelig påviselighed, synes at føre til sådanne resultater, synes 'at virke'.

”De pædagogiske mål reduceres i disse år til politiske drømme og globale lister, og den evidensbaserede pædagogiske forskning underordner sig lydigt og tamt politikken og staten ved at undersøge, hvilke metoder der mest effektivt fremmer listeplaceringerne. Denne proces involverer både universiteter, professionshøjskoler, ministerier og diverse råd og ekspertfora” (UP s. 11)

Den overordnede målsætning er, at Danmark skal kunne klare sig i den stadigt hårdere globale, kapitalistiske konkurrence. Eleverne skal, med Ove. K. Pedersen ord, uddannes til soldater i konkurrencestaten. Hvis dette skulle være holdningen hos den rene pædagogiks tilhængere, så kan man ikke andet end ønske sig slagkraftig protest og modspil. Desværre er det ikke, hvad man får i denne bog. Heller intet konkret om den 'urene' pædagogiks overordnede mål.

Men forfatternes forsøg på at gendrive den efter deres mening rene pædagogik, sker bl.a. ved at påvise, hvorledes nogle ældre og nyere fyrtårne indenfor pædagogik med rette skal læses, og ikke kan anvendes som det er blevet gjort i den rene pædagogik. Dette er spændende og vedkommende stof, som sagtens kan danne basis for mere direkte konfrontationer mellem de forskellige pædagogiske parter og deres teorier.

I den indledende artikel 'Til forsvar for en uren pædagogik' (hvorfra tidligere citater også stammer) søger Tanggaard og Brinkmann at kridte banen op. Dewey kan eksempelvis ikke tages til indtægt for 'lære at lære'-tilgangen: "Ifølge Dewey lærer vi gennem mere vidende personer, der fungerer som forbilleder, og ikke ved at blive ladt alene" (s. 22) "Vi kan ikke opleve relevans, realitet og mening uden en krop, og vi ville i givet fald stå tilbage med ganske få færdigheder." (s. 23) Det antydes, at i den rene pædagogik, lader man eleven stå alene, og tilmed løsrevet fra sin krop. Men er det virkelig tilfældet?

Tanggaard bidrager med 'En læsning af Howard Gardner som uren pædagog". Brinkmann udvider om Dewey i 'Håndens epistemologi: Dewey som uren pædagog' og konkluderer at der er behov for en pragmatisk pædagogik (med mesterlæren som eksempel) "Undervisning skal derfor ikke reproducere verden...i stedet skal vi kultivere menneskers evne til at skabe sammen.." (s. 82)

Filosoffen Steen Nepper Larsen stiller i 'Tanker om det lærende dyr og den urene pædagogik' det spørgsmål, som bogen burde have besvaret. Han finder det nemlig usikkert, om den 'urene' pædagogik "... faktisk står over for en massiv overmagt i skikkelsen af en 'ren' pædagogik." (s. 88) Hans udfordring: "Skal tænkning og sanselighed bringes tættere på hinanden, ikke bare inden for den pædagogiske' industri' og samfundets (ud)dannelsesinstitutioner, så påhviler der os endnu tænkende en række udfordringer." (s. 97) gælder formentlig begge retninger (hvis altså de er der).

Mangen en universitetsansat vil fryde sig, rase eller ryste opgivende på hovedet over Hans Hauges absolut morsomme skildring af universitetets udvikling til undervisitet og stadigt tættere tilpasning til erhvervslivet. Er PBL-modellen ren eller 'uren' pædagogik?

Bogen kan anbefales som nødråb og inspiration, men i stedet for den (selvfølgelige?) målsætning, at få 95% ind på en ungdomsuddannelse (som jeg har de 'urene' pædagoger mistænkt for at lade sig nøje med), kunne vi så ikke sætte et globalt, solidarisk samfund med plads til (næsten) alle som vort (utopiske?) stræbemål? Med de ændringer af samfund, uddannelser og pædagogik, som dette måtte kræve.

(Endnu?) ikke omtalte artikler:
David Bugge: 'Fortællingens rolle i pædagogikken'
Thomas Astrup Rømer: 'Dansk pædagogik i fald og i bund'.
Nina Bonderup Dohn: ' 'Best practice' - eller næstbedst praksis?'
Gerda Kraft: 'Er 'ren' pædagogik en ren absurditet'

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar