Talent og skole i sociologisk perspektiv

Anmeldelse

Annette Rasmussen

Talent og skole i sociologisk perspektiv

VIASystime 159 s.

På det mer eller mindre hedengangne DPU udgiver (udgav?) man magasinet Asterisk. I novembernummeret 2010 med temaet 'Opdragelse til demokrati' er professor Lars Qvortrup forfatter til en leder  med titlen 'Economy stupid'. I den hedder det, at ”også på uddannelsesområdet er økonomien blevet det afgørende argument.” Og hvis vi vil sikre, ”at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem” så skal vi blot sørge for, at ”Danmark forbedrer sin PISA-score med det der svarer til 25 point over de næste år” thi så ”vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090.”

Det er især den såkaldte evidens-pædagogik, der menes at føre til disse forjættende fremtidsmål. Der lægges vægt på faglig kunnen, målt ved de såkaldte PISA-tests, indenfor et begrænset antal fag.

En alternativ strategi er den målrettede udvikling af de særligt begavede elever, talenterne. Annette Rasmussen har studeret forsøgene med talentudvikling og fremlægger sine resultater i denne lille bog, som alle med interesse for vor folkeskoles situation bør læse. Bogens otte kapitler bringer os godt rundt i landskabet.

I det indledende kapitel redegøres der for undersøgelsens teoretiske ståsted, nemlig Bourdieus refleksive sociologi. Målet er ikke handlingsanvisninger, men kritisk stillingtagen til skolens pædagogiske praksis. Undersøgelsen erklærer sig som "...eksponent for en anden tradition end den, der aktuelt efterspørger evidensbaseret viden for praksis om, hvad der virker og er den bedste praksis." (s. 11).

At det imidlertid ikke kun er udvikling af kulturel kapital a la Bourdieu, der har været drivkraft bag talentudviklingsbestræbelserne, blotlægges i kapitlet om de uddannelsespolitiske mål. Med basis i folkeskoleloven af 2006 (herom også senere) har der fundet en satsning sted på talentudvikling, især indenfor de naturvidenskabelige fag, mest markant med en donation fra A.P.Møllers fond på 130 mio. kr. til netop dette formål, "...da naturvidenskabelige fag i særlig grad formodes at indeholde et økonomisk vækstpotentiale." Undervisningsminister Haarder i en redegørelse til Folketinget i 2008: "Danmarks konkurrencedygtighed i det globale vidensamfund afhænger af, at vi bliver dygtigere til at udvikle talenter." (s. 28-29)

I bogens øvrige kapitler får vi indsigt i, hvorledes der konkret arbejdes med de talentfulde elever i klasserne. Forfatteren har haft samtale med såvel lærere som elever og i et vist omfang forældre, som fortæller om undervisningens indhold og metoder og deres holdninger til samme. Der foretages i den sammenhæng også en sammenligning mellem undervisning i hhv. folkeskole og gymnasium. Et kapitel er viet de talentfulde elevers sociale baggrund. Der skitseres en typologi: det markante, det stille, det flersidige og det stræbsomme talent.

Bogen lader læseren tage stilling. I konklusionen siges der neutralt: "Talentudvikling som uddannelsespolitik og pædagogisk praksis aktualiserer et spændingsforhold mellem forskellige holdninger til skole." På den ene side menneskeligt samvær og fællesskab, på den anden konkurrence og individuel stræben efter succes i den globale markedsøkonomi. (s. 148)

I samme nummer af 'Asterisk' - som jeg indledningvis citerede prof Qvortrup fra - var der et interview med professor Ove K. Pedersen om hans i 2011 udkomne bog  Konkurrencestaten – forhandlingsøkonomiens institutionelle historie. I denne hævder han, at vi idag er nået frem til, at være borgere i en konkurrencestat.

I en folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat, har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til folkeskolens indhold og formål.

I nationalstatsperioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975 blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund. Med folkeskoleloven af 2006 (jfr. ovenfor) sker der iflg. OKP et dramatisk skift. Han siger bl.a.

”Skolen skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund...Konkurrencestaten gør op med skolen som demokratisk reservat!...Folkeskolen er i dag ved at blive en del af konkurrencestatens økonomisme, der i øjeblikket er kandidat til at blive samfundets ideologi nr. 1...Velfærdsstatens personideal var den eksistentielle person, mens det i konkurrencestaten er fagligheden, der skal åbne for den personlige udvikling i egen interesse...Den kamp, som foregår i klasseværelset, mellem skolelederen og læreren og mellem lederen og kommunen er derfor vigtig. Den afgør, hvor opportunistiske vi vil blive som 'soldater' i nationernes konkurrence.”

Den her anmeldte bog er moderat skeptisk overfor denne udvikling. Måske er det på tide, at vi finder frem til og satser på talenter, som kan lede vore samfund ind i nogle helt andre baner, end dem der for tiden synes stadigt mere usikre og uheldsvarslende?

Uren pædagogik Red.: T.A. Rømer, L. Tanggaard & S. Brinkmann Klim 2011

Anmeldelse i 'Uglen' nr. 1 - 2012 - Aalborg Universitet

Da jeg gik i mellemskolen (ca. 1943) havde jeg plads i et ismejeri, som morgenbud. Dengang havde man ikke et arbejde, man havde en plads. "Hvad vil du være?" "Jeg vil gerne have plads hos en tømrer, på kontor, i butik etc." Skolens opgave var, at forberede eleverne til deres kommende pladser i samfundet. Efter 6-7 års skolegang var der adgang til et stort antal af de mange praktiske erhverv, faglærte som ufaglærte. Mellemskole- og realeksamen kunne føre til hvidflippede pladser på kontor, bag disk eller i mere krævende tekniske erhverv. En mindre gruppe kom i gymnasiet og fik studentereksamen, dengang med stor sikkerhed for pladser på toppen af samfundet.

Godt at enhedsskolen fik gjort op med denne præmodellering af elevernes livschancer. Men i takt med samfundets accellererende kompleksitet og voksende uligheder, bliver det mere og mere uklart, hvilken fremtid og hvilken plads eleverne vil og kan få i samfundet. Selv en studentereksamen er ingen garanti idag. Nye uligheder er opstået i kølvandet efter stadigt retnings- og indholdsskiftende skolereformer.

I denne proces er den pædagogik, der lå til grund for skolearbejdet i 'gamle' dage, kommet under pres, er blevet skævvredet. Det sidste hævdes i hvert fald af forfatterne til den antologi, der her er under anmeldelse.

”Indhold, etik og politik er blevet noget, vi alt for nødigt forholder os til i forbindelse med undervisning og pædagogisk forskning” (UP s. 9)

Idag mener, angiveligt, den 'rene' pædagogiks fortalere, at pædagogikken kan regimenteres. Den bør tilrettelægges og udøves indenfor standardiserede rammer, hvis effektivitet fastslås ad videnskabelig vej. Uddannelsernes succes måles med de omstridte PISA-målinger. Andel af folkeskoleelever, som får en ungdomsuddannelse skal øges, stræbemålet er 95%. Færre elever, som behøver specialundervisning. Derfor satser man på metoder og pædagogiske teknikker, som med 'evidens', dvs videnskabelig påviselighed, synes at føre til sådanne resultater, synes 'at virke'.

”De pædagogiske mål reduceres i disse år til politiske drømme og globale lister, og den evidensbaserede pædagogiske forskning underordner sig lydigt og tamt politikken og staten ved at undersøge, hvilke metoder der mest effektivt fremmer listeplaceringerne. Denne proces involverer både universiteter, professionshøjskoler, ministerier og diverse råd og ekspertfora” (UP s. 11)

Den overordnede målsætning er, at Danmark skal kunne klare sig i den stadigt hårdere globale, kapitalistiske konkurrence. Eleverne skal, med Ove. K. Pedersen ord, uddannes til soldater i konkurrencestaten. Hvis dette skulle være holdningen hos den rene pædagogiks tilhængere, så kan man ikke andet end ønske sig slagkraftig protest og modspil. Desværre er det ikke, hvad man får i denne bog. Heller intet konkret om den 'urene' pædagogiks overordnede mål.

Men forfatternes forsøg på at gendrive den efter deres mening rene pædagogik, sker bl.a. ved at påvise, hvorledes nogle ældre og nyere fyrtårne indenfor pædagogik med rette skal læses, og ikke kan anvendes som det er blevet gjort i den rene pædagogik. Dette er spændende og vedkommende stof, som sagtens kan danne basis for mere direkte konfrontationer mellem de forskellige pædagogiske parter og deres teorier.

I den indledende artikel 'Til forsvar for en uren pædagogik' (hvorfra tidligere citater også stammer) søger Tanggaard og Brinkmann at kridte banen op. Dewey kan eksempelvis ikke tages til indtægt for 'lære at lære'-tilgangen: "Ifølge Dewey lærer vi gennem mere vidende personer, der fungerer som forbilleder, og ikke ved at blive ladt alene" (s. 22) "Vi kan ikke opleve relevans, realitet og mening uden en krop, og vi ville i givet fald stå tilbage med ganske få færdigheder." (s. 23) Det antydes, at i den rene pædagogik, lader man eleven stå alene, og tilmed løsrevet fra sin krop. Men er det virkelig tilfældet?

Tanggaard bidrager med 'En læsning af Howard Gardner som uren pædagog". Brinkmann udvider om Dewey i 'Håndens epistemologi: Dewey som uren pædagog' og konkluderer at der er behov for en pragmatisk pædagogik (med mesterlæren som eksempel) "Undervisning skal derfor ikke reproducere verden...i stedet skal vi kultivere menneskers evne til at skabe sammen.." (s. 82)

Filosoffen Steen Nepper Larsen stiller i 'Tanker om det lærende dyr og den urene pædagogik' det spørgsmål, som bogen burde have besvaret. Han finder det nemlig usikkert, om den 'urene' pædagogik "... faktisk står over for en massiv overmagt i skikkelsen af en 'ren' pædagogik." (s. 88) Hans udfordring: "Skal tænkning og sanselighed bringes tættere på hinanden, ikke bare inden for den pædagogiske' industri' og samfundets (ud)dannelsesinstitutioner, så påhviler der os endnu tænkende en række udfordringer." (s. 97) gælder formentlig begge retninger (hvis altså de er der).

Mangen en universitetsansat vil fryde sig, rase eller ryste opgivende på hovedet over Hans Hauges absolut morsomme skildring af universitetets udvikling til undervisitet og stadigt tættere tilpasning til erhvervslivet. Er PBL-modellen ren eller 'uren' pædagogik?

Bogen kan anbefales som nødråb og inspiration, men i stedet for den (selvfølgelige?) målsætning, at få 95% ind på en ungdomsuddannelse (som jeg har de 'urene' pædagoger mistænkt for at lade sig nøje med), kunne vi så ikke sætte et globalt, solidarisk samfund med plads til (næsten) alle som vort (utopiske?) stræbemål? Med de ændringer af samfund, uddannelser og pædagogik, som dette måtte kræve.

(Endnu?) ikke omtalte artikler:
David Bugge: 'Fortællingens rolle i pædagogikken'
Thomas Astrup Rømer: 'Dansk pædagogik i fald og i bund'.
Nina Bonderup Dohn: ' 'Best practice' - eller næstbedst praksis?'
Gerda Kraft: 'Er 'ren' pædagogik en ren absurditet'

Dieter Claessens: "Das Konkrete und das Abstrakte", Frankfurt a.M. 1980

I første omgang vil jeg henvise til min blog Bricklayer, hvor jeg giver nogle introduktioner til visse af bogens problematikker. Med sin tese, om vor evolutionært betingede uformåenhed til at styre store og komplekse sociale systemer, er Claessens efter min mening en af de tænkere og analytikere, der har  leveret et af de mest tankevækkende bidrag til vor evolutionshistorie.